Dansk Elbil Alliance: Ros til V og R for transportudspil

Opladning af elbiler

Foto: Pixabay

Venstre og Radikale Venstre går sammen om en række grønne tiltag på transportområdet i nyt udspil. Dansk Elbil Alliance roser udspillet for at have fokus på udbygning af ladeinfrastruktur, fritagelse for elafgift for opladning og penge til tung transport.

Ladestandere ved alle rastepladser og tankstationer. Gratis kørsel over Stærebæltsbroen for grønne biler. Fritagelse for elafgift til opladning frem til 2024.

Det er nogle af tiltagene i et fælles udspil fra Venstre og Radikale Venstre, som skal gøre transporten grønnere.

– Vi ved fra Norge, at det virker, hvis man giver fordele til dem, der køber grønne biler. Og vi foreslår altså, at man kan køre gratis over Storebælt og gøre det nemt at få tanket sin bil undervejs, siger Sofie Carsten Nielsen, politisk ordfører i Radikale Venstre.

Derudover vil Radikale Venstre og Venstre afsætte 285 millioner kroner over fire år til at understøtte virksomheders omlægning af tung transport til vedvarende energi. Ifølge de to partier skal finansieringen skal findes i energiaftalen fra 2018, hvor der blev afsat 500 millioner kroner til en pulje, der skal fremme grøn transport i årene 2020-2024 med 100 millioner kroner per år.

Ladeinfrastruktur på forkant

Dansk Elbil Alliance glæder sig over udspillet og understreger vigtigheden af at få lavet en politisk strategi for udrulning af ladestandere over hele Danmark.

– Grøn omstilling af transporten hviler på en ordentlig ladeinfrastruktur. Den skal være foran salget af elbiler. I branchen er vi klar til at tage fat. Men hvis vi skal have hurtige ladestandere i alle dele af landet, er der brug for, at politikerne er med til at skubbe på udviklingen. Og så er det vigtigt, at vi får forlænget afgiftsfritagelse for opladning, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance, og forsætter:

- Det er vigtigt med støtte til grøn transport, hvor grønne teknologier findes. Men at det af hensyn til konkurrencen kan være svært for vognmændene at skifte til en ellastbil uden finansiel støtte, siger Lærke Flader og understreger, at Dansk Elbil Alliance også arbejder for tilstrækkelig ladeinfrastruktur til tung transport.

Sidste år offentliggjorde Dansk Elbil Alliance en analyse, som kortlagde behovet for ladepunkter i det offentlige rum. Konklusionen var, at en million elbiler i 2030 krævede 10 gange så mange ladepunkter – og at der er akut behov for at fjerne forhindringer, som står i vejen for hurtig og smart udbygning af ladestandere.