Sådan fjerner vi bump på vejen mod en grønnere vejtransport

Debatindlæg
John Dyrby Paulsen, direktør i Dansk e-Mobilitet

Danmark bør omfavne elbiler som en ny normal, mener John Dyrby Paulsen, direktør i Dansk e-Mobilitet. Foto: Thomas Steen Sørensen

En omlægning af de danske bilafgifter er nøglen til en mere klimavenlig transportsektor. Dansk e-Mobilitet har et konkret forslag til en model, der kan gøre os fri af fossilbiler. Hurtigt!

Danmark skal fri af fossile brændstoffer, væk fra fossilbiler og omfavne elbiler som en ny normal. Klimaloven kræver en reducering af drivhusgasudledningerne på mindst 70 procent inden 2030, og vejtransport kan bidrage betydeligt til den ambition.

Omstillingen fra fossilbiler til elbiler kan gå hurtigt, men det kræver, at vi i Danmark ser fordomsfrit på de virkemidler, vi selv kan styre. Her er de danske bilafgifterne et nøgleelement.

Lige nu står vi ved en korsvej. I dag ruller mere end 220.000 elbiler på landets veje, og den politiske ambition er 1 mio. elbiler i 2030. Det antydes dog i regeringsgrundlaget, at den ambition kan hæves. Det er godt, og vi har sagt, at 1,5 mio. elbiler i 2030 kan nås, men mere vigtigt end blot et tal er, hvordan ambitioner indfries. 

Vi skal være ambitiøse og stræbe en transformation, der kan reducere de årlige CO2-udledninger fra vejtransporten med 6,5 millioner tons.
John Dyrby Paulsen, direktør i Dansk e-Mobilitet

Jeg synes, at vi skal være ambitiøse og stræbe efter en transformation, der kan reducere de årlige CO2-udledninger fra vejtransporten med 6,5 millioner tons. Men denne ændring kræver ikke bare nye biler; den kræver en ny tænkemåde og politisk vilje.

Fra værdiafgift til løbende afgifter

Det nuværende afgiftssystem og de indeholdte kommende stigende afgifter for elbiler spiller en stor rolle i omstillingen – eller mere præcist: En stor rolle i at trække den grønne omstilling længere ud end nødvendigt. 

Med de nuværende regler vil en del elbiler (dem over 300.000 kr.) nemlig stige mærkbart i pris fra 2026 til 2030. En elbil, der i dag koster 400.000 kr., vil alt andet lige stige til 552.000 kr. i 2030. 

Det vil give gevaldige bump på vejen for den grønne omstilling af vejtransporten væk fra fossilbiler og over mod elbiler.

De bump kan og bør fjernes fx ved på kort sigt at fastfryse registreringsafgifterne på nuværende niveau frem til 2030 og finansiere det med en svag stigning i de periodiske afgifter for alle biler. 

Men det tiltag kan ikke stå alene. Vi har samtidig en gylden mulighed for at omlægge de danske bilafgifter; væk fra en værdibaseret registreringsafgift over mod løbende afgifter baseret på klimabelastning og andre eksternaliteter. Og fra 2030 kunne registreringsafgiften helt skrottes for alle personbiler og erstattes af periodiske afgifter og eventuelt vejafgifter. 

Det vil give billigere købspriser for alle biler – og dermed alt andet lige bl.a. mindre billån og lavere forsikringspriser – men høje løbende afgifter.

Vejafgifter: Mere end bare en afgift

Hertil kommer, at vejafgifter for personbiler bør overvejes. Men det skal overvejes grundigt fx ved at nedsætte et ekspertudvalg, der kan rådgive regeringen og Folketinget. Introduktionen af vejafgifter til personbiler kan blive et vigtigt redskab til at kontrollere trafikken og fremme brugen af elbiler og understøtter bæredygtige transportløsninger. 

Fra 2025 indføres vejafgifter for lastbiler, men de er alene CO2-baseret og inkluderer ikke fx trængsel. Reglerne er lige nu sådan, at så længe der ikke er indført en vejafgift, der inkluderer et trængselselement for personbiler, så må noget lignende heller ikke indføres for lastbiler. Så vejafgifter for personbiler er altså ikke blot et spørgsmål om afgifter, men om vi vil gøre noget aktivt ved trængslen på de danske (motor)veje.

Økonomien bag elbiler

Markedsdynamikken spiller en stor rolle i overgangen til elbiler. Prisen på elbiler falder globalt, men i Danmark bliver de relative omkostninger ved elbiler kontra fossilbiler påvirket af afgifter. Bilafgifterne bør understøtte overgangen til elbiler, så de ikke kun er miljømæssigt bæredygtige, men også økonomisk tilgængelige. 

Det har i mange år været logikken bag de lave afgifter for elbiler i forhold til fossilbiler. Det giver god mening, og selvom elbiler på sigt naturligvis skal bidrage til at opretholde skatteprovenuet fra beskatningen af personbiler, så er det en god idé at fremme den grønne omstilling ved fortsat at give elbiler en lavere beskatning end fossilbiler.

For de helt små biler i ’mikro’ og ’lille’ segmenterne, som udgør 50 procent af alle biler i Danmark, der ikke er elbiler, men kun knap 15 procent af elbilerne, er udfordringen lidt anderledes. Her er registreringsafgiften forholdsvis lav, og samtidig mangler der stadig helt små elbiler af god kvalitet og til en lav pris. 

Derfor kan der i disse segmenter være behov for at tænke hel anderledes fx ved at give støtte til særligt billige og favorable grønne lån til elbiler. 

Handling over ord

Regeringen og Folketinget står over for vigtig opgaven med at omsætte klimamål til konkret politik. Det giver nye muligheder, og omlægningen af bilafgifterne er en af de meste interessante, men det skal være med det lange lys på – og derfor haster det med omlægningen. 

Afgifterne skal fastfryses frem til 2030, og i løbet af de næste par år skal bilafgifterne efter 2030 fastlægges, så vi alle i god tid ved, hvad vi kan regne med. 

Dette indlæg er første gang bragt i MobilityTech 5. april 2024